Weekendens ufrivilligt meget morsomme tildragelse kommer for en gangs skyld ikke fra mig, men derimod fra min søde mand.
Da han søndag formiddag, efter en hyggelig og fælles morgenmad, havde entreret bryggerset for at finde - og iføre sig – sin HH-uniform (Hus&Have), stod jeg og fortalte ham om noget vældigt spændende og interessant.
Hvad det helt præcist var, er jeg ude af stand til at huske nu, for alt imens jeg snakkede løs stod han og trak lidt i benene på sine tømrerbukser, hvorved der bredte sig en dyb rynke i panden på ham. En meget dyb rynke. Og blikket blev mørkere og mørkere og ulmede faktisk næsten til sidst.
Jeg mindedes at jeg på et tidspunkt spekulerede på, hvad det mon var han ikke brød sig om i min lange tirade, men kom til den konklusion, at det nu nok var noget jeg havde sagt han skulle reparere. Det er han nemlig lidt træt af at skulle idelig og altid.
Det var det ingenlunde; derimod blev hans blik en tak mørkere da han med to fingre langsomt fremdrog sin tegnebog, fra bunden af buksernes lomme.
De bukser som netop var blevet vasket på 60 grader.. og tørretumblet.
…
Denne åbenbaring fik mig til at snurre rundt på stedet og forlade valpladsen uden yderligere kommentarer. Bag mig kunne jeg høre spruttende eder og franske forbandelser forlade min ellers så venlige mands mund.
Da jeg vovede mig frem igen, havde han fundet noget der lignede en primitiv rullepølsepresse frem, og stod og skruede på den. Da jeg forsigtigt spurgte hvilken anvendelse der var tiltænkt dette apparatur, mumlede han at hans kreditkort var krøllede.
Og da han i det samme tog kortene frem, for at lægge dem i dette presseaggregat, kunne jeg ved selvsyn konstatere, at hans kort ganske rigtigt havde stor lighed med bølgechips. Uanset mærket, bølgede var de.
Jeg kom derfor desværre til at fnise, for hvilket jeg indkasserede et sort blik.
Det var altså også meget synd for ham!
Så fik jeg øje på en interimistisk tørresnor, og her grinte jeg meget højt. Her hang nemlig hele hans rørlige formue til tørre. Med klemmer. Dog uden at have lidt synderlig overlast. Ikke udover at de var ret våde.
Heldigvis!
At det imprægnerede mærke på hans dyre læderpung så har forladt sin plads og ikke er at se, selv med den allerbedste vilje, er jo bare ærgerligt. Ikke desto mindre har han været en anelse misfornøjet en pæn del af dagen.
Spild af tid at mugge over!
For, som jeg sagde til ham mens jeg kyssede ham på næsen og proppede en æbleskive i munden på ham, så kunne kreditkort genbestilles og fornyes, hvorimod det nok var en anelse mere kompliceret at overbevise Nationalbanken om at nogle sammenkrøllede kugler var de femhundredekronesedler der skulle bruges til MIN fødselsdagsgave og jule-do!
Man fornemmer måske hvordan de i pres lagte bølgechips-kreditkort kvier sig ved at skulle rettes ud igen, så jeg har lovet ham at gå i banken og få bestilt nye allerede i dag!
No related posts.
